Øystein Pålsønn Lønvik
Mens det brenner
6. juni – 20. september 2026
Øystein Pålsønn Lønvik – Å hold fast et øyeblikk (2026)
Foto: Susann Jamtøy © Øystein Pålsønn Lønvik / BONO
Øystein Pålsønn Lønvik
Mens det brenner
Skrevet af Joachim Aagaard Friis
Der er en spænding mellem det rå og det bearbejdede i Øystein Pålsønn Lønviks praksis. Mellem det vilde og det beherskede. Kunstnerens uddannelse som både træskærer og billedkunstner skinner igennem her – der er plads til både det praksisnære håndværk og den konceptuelle opstilling, og Lønvik prioriterer begge dele lige højt. Men der er også en næsten spirituel fascination af de forskellige naturmaterialers iboende kraft på færde – deres modstandsdygtighed, deres unikke mønstre og taktilitet. Som når kobber møder asp i nogle af Lønviks tidlige værker, Kharon I og II (2019).
Historien om Kharon stammer fra græsk mytologi, hvor han var den dystre færgemand, der fragtede de dødes sjæle til dødsriget Hades. Træsorten asp bliver brugt til alt fra tændstikker til sauna-interiør, men i denne kontekst fungerer de udskårne træformer som fragmenter af Kharons båd. Myten om Kharon handler fundamentalt om en overgang: fra det levende til det døde, fra lys til mørke. Lønviks bearbejdning af træ, hvor han ofte lader organiske vækster og knaster stå side om side med glattere flader, spejler denne rejse mellem vild natur og det ordnede og glatte; det menneskeskabte, som opstår ud af en proces, der i første omgang medfører træets død. Samtidig kan Kharons båd også symbolisere den modsatte rejse; Lønvik arbejder ofte med dødt træ, som ellers ville blive smidt ud. Derfor er hans værker også en manifestation af muligheden for at bringe dødt materiale til live igen.
Skoven har i eventyr og mytologi altid været et sted for transformation. Man går ind i skoven for at blive fortabt, og man kommer ud forvandlet – eller kommer slet ikke ud. Lønvik arbejder i forlængelse af denne forestillingsverden. Hans skov er dog ikke et bare eventyrligt sceneri, men et også materielt faktum, et system af vækst og nedbrydning, som han befinder sig midt i, bosat på bedsteforældrenes slægtsgård på Ytterøy. Træet er en medaktør i Øysteins praksis, med sin egen historie, sine egne grænser for, hvad det vil tillade og hvorhen skabelsesprocessen skal føre.
Det materielle møde mellem kontraster – i relation til visuelt udtryk, haptik, og rumlig organisering – løber igennem hele kunstnerskabet. Det ses tydeligt i Brutt Hav (2020), hvor ask og stål forenes i en skulptur, der ser ud til at være i bevægelse, som om træets bølger – understreget af den blå farve – var frosset fast i et enkelt dramatisk øjeblik. Den organiske træflade og det kantede, industrielle stål taler ikke rigtig det samme formsprog, men det er netop i denne spænding, at værket finder sin energi. Noget lignende gælder Skrog I, II, III (2019), tre skulpturer i drevet messing, hvor metallets bløde, næsten hudlignende overflade synes at have indoptaget Lønviks logik – materialet har ”lært” at opføre sig som noget andet end sig selv.
Den store væginstallation Mens det brenner I i udstillingen opsøger et formsprog, hvor træplankerne ikke blot er et materiale men et spor, en opsamling af vækst og tid og kraft. Det lægger sig tæt op af værket De tre usikre – fra en udsmykningsopgave Lønvik skabte til Nord Universitet Levanger. Her bærer tre figurer i birk og elmetræ på en menneskelig sårbarhed: de vakler, læner sig forover, holder hinanden i en balance, der aldrig synes fuldt afsluttet. I den nye væginstallation er sårbarheden forstærket fordi træet er blevet brændt. Den sorte farve taler sit tydelige sprog: der er en dysterhed i asken, men træet fortæller også en historie om resiliens og håb – trods forbrændingen står træet stadig. Værket bærer viden om træets processuelle væren, og det er karakteristisk for den måde, Lønvik iscenesætter og former sine materialer på. De er altid i gang med noget, altid i en form for tilblivelse eller forfald; nogle gange begge ting på samme tid.
Øystein Pålsønn Lønvik – Mens det brenner II (2025) (På vegg) og Det som gjenblir /blir igjen (2026) (På gulv)
Foto: Susann Jamtøy © Øystein Pålsønn Lønvik / BONO
Brændingen trækker fibrene frem, skaber kontraster mellem de dybe furer og de blanke, næsten metalliske plateauer. Flammerne efterlader spor, ligesom vinden og vandet gør det i klippen. Asken er både slutpunktet og udgangspunktet for noget nyt. I mange mytologiske og rituelle sammenhænge markerer ild ikke blot ødelæggelse, men renselse og potentiale – også helt biologisk konkret, når den afbrændte eng det næste forår er den mest frugtbare. Lønvik arbejder denne ambivalens direkte ind i materialet: det brændte er på en gang tegn på tab og på nye muligheder.
Øystein Pålsønn Lønvik - Marebrønn (2026) Foto: Susann Jamtøy
© Øystein Pålsønn Lønvik / BONO
Samme dobbelthed genfindes i den store skålform Marebrønn udskåret af en massiv stamme. Her er det ikke planken, men selve kernen af træet, der er i spil – årringe, som vidner om årtiers langsom vækst, nu blottet og formet til en fordybet hulning. Skålens ru ydre, stadig præget af bark og mos, kontrasterer med det polerede indre, og denne forskel mærkes næsten fysisk, selvom man ikke rører ved den. Værket appellerer til en kropslig hukommelse, som erindrer overflader, vægt og modstand. Inde i skålen ligger et udskåret træmateriale med Lønviks genkendelige blå farve påmalet. Materialet fremstår som vand i bevægelse eller vådt tekstil som udgør et indviklet mønster af labyrintiske former.
I Gull og tause skoger (2023), skabt i elmetræ og kalksten, videreføres materialekontrasten med nye kombinationer, også hvad angår materialernes temporalitet. Kalkstenen står for en geologisk tid – lagdelt, sedimentær, og langsom. Elmetræet indebærer en biologisk tid med årringe, vækst og sæsoner. Og mellem dem opstår noget tredje: en æstetisk og nærmest narrativ spænding om, hvad der overlever; hvad der er hårdt nok til at bestå, og hvad der forgår.
Den figurative træskulptur Reclining nude hippocampus, bærer også på denne dynamik. Der er ingen sten til at skabe kontrast her, men træets kanter og åbne strukturer giver stadig den energi, som gør at materialet føles som noget, der er i gang med at blive formet imens beskueren ser på. Her er det mennesket og naturen som mødes, to forskellige kræfter, der hele tiden former og omformer hinanden. Titlen peger også på denne spænding ved at trække på kunsthistoriens tradition for at portrættere kroppen – med ”reclining nude” i bevidstheden, ser man straks kropslige ligheder i hvordan træet er blevet formet. Det er denne dynamik, som driver Lønviks praksis: fremfor en beherskelse af materialet, er det en dialog med det. Og hvad der opstår i dette mødes ubeskrivelige og mystiske mellemrum er måske ikke et svar, men i hvert fald en åbning, som ingen af parterne kunne have frembragt alene.
Øystein Pålsønn Lønvik – Han hadd alltid identifisert sæ som en sjøhest/ Reclining nude hippocampus (2026). Foto: Susann Jamtøy
© Øystein Pålsønn Lønvik / BONO
Fra utstillingen: Øystein Pålsønn Lønvik - Mens det brenner
Nils Aas Kunstverksted 6. juni - 20. september. Foto: Susann Jamtøy
© Øystein Pålsønn Lønvik / BONO
Kunstverksted i 30 år
Utstillingen er en del av Nils Aas Kunstverksteds 30-årsjubileum og speiler institusjonens praktisk orienterte tilnærming til formidling av samtidskunst.
Gjennom sommeren skal utstillingen tematiseres med ulike verksteder og arrangementer der publikum selv inviteres inn i materialene og prosessene. I to perioder denne sommeren er det blant annet Åpent treverksted for alle besøkende, det arrangeres sommerkurs i treskjæring for barn ledet av kunstneren selv, og det blir kunstnersamtale med spikking på slutten av utstillingsperioden. Slik kobles utstillingen tett til handling og erfaring, i tråd med Kunstverkstedets langvarige profil.
Skulpturen Bergtatt (2025) av Øystein Pålsønn Lønvik, laget ved et residency opphold hos Norsk Billedhoggerforening våren 2025 vises i Muustrøparken gjennom sommeren.
Øystein Pålsønn Lønvik - Bergtatt (2025), Muustrøparken, Inderøy.
Foto: Ssann Jamtøy. © Øystein Pålsønn Lønvik / BONO
Øystein Pålsønn Lønvik (f. 1992, Tromsø) har vokst opp på Inderøy og arbeider i skjæringspunktet mellom tradisjonshåndverk og samtidskunst. Med svennebrev i treskjæring og utdannelse fra Kunsthøgskolen i Oslo forener han en materialbasert kunnskap med en konseptuell praksis. I årets sommerutstilling står materialene sentralt, i fortellinger som spenner fra tradisjon til samtid, forankret i solid håndverk.
Lønvik har tidligere hatt separatutstilling ved Trøndelag Senter for Samtidskunst og deltatt på en rekke utstillinger, blant annet ved Høstutstillingen, Trøndelagsutstillingen, Sverresborg folkemuseum (Trondheim), Nordkappmuseet (Honningsvåg), Skog Art Space (Oslo) og Norsk Billedhoggerforening. Øystein Pålsønn Lønvik er tidlige utstilt i gruppeutstillingen Arvegods i Nils Aas Kunstverksted i 2023 med verket Gull og tause skoger (2023). Han har mottatt flere stipender og hatt offentlige utsmykningsoppdrag, blant annet Nord universitet (Levanger), Cissi Klein Videregående skole (Trondheim) og et helt nytt verk i nye Trøndelag fylkeshus på Steinkjer, sammen med billedhogger Erlend Leirdal. Lønvik er bl.a. innkjøpt i Trondheim kommunes kunstsamling.
Arrangementer i utstillingen:
